Ny STX til unge naturtalenter​

Aalborg Studenterkursus opretter nu som de første i Danmark en 2-årig naturvidenskabelig STX-uddannelse, hvor de mest talentfulde elever kan søge optagelse allerede efter 9. klasse.

Til august 2018 starter en særlig gymnasieklasse på STX - Science hos Aalborg Studenterkursus. En ny 2-årig almen studentereksamen med en naturvidenskabelig studieretning, der åbner dørene til op mod 300 forskellige videregående uddannelser.

Som det eneste gymnasium i Danmark har Aalborg Studenterkursus nemlig fået dispensation af Undervisningsministeriet til at oprette en såkaldt talentklasse, der skal samle de naturvidenskabelige talenter allerede efter 9. klasse:

- Vi glæder os over, at vi helt eksklusivt har fået lov til at udbyde dette unikke forløb som vores bidrag til at styrke naturvidenskaberne i Nordjylland på gymnasialt niveau. På den måde får vi testet den faglige effekt af at oprette en talentklasse, hvor det bliver de stærkeste elever, der sætter niveauet for undervisningen, forklarer Ole Droob, som er rektor ved Aalborg Studenterkursus, og fortsætter:

- Det er normalt ikke muligt at få lov til at læse en 2-årig studentereksamen uden at have gået i 10. klasse. Men vi har nu fået en unik mulighed for at lave en helt særlig studieretning til de allerdygtigste og mest modne elever, der brænder for de naturvidenskabelige fag såsom matematik, fysik, kemi og biologi.

Landets højeste adgangskrav

Adgangskravene til den naturvidenskabelige talentklasse er et samlet karaktergennemsnit på minimum 7 samt et gennemsnit på minimum 9 i matematik, hvilket er de højeste for en gymnasial ungdomsuddannelse i Danmark:

- Adgangskravene er afgørende for overhovedet at komme i betragtning til studieretningen STX - Science, men derefter skal både den enkelte elev samt forældrene gennem en individuel optagelsessamtale. Det giver os mulighed for at udvælge de mest talentfulde, nysgerrige og modne elever – og det er utrolig vigtigt for det her format, hvor fokus ligger på det faglige fra dag ét, fortæller Ole Droob.

Netop elevsamtalen er helt central for at sikre, at talentklassen vil få et stærkt sammenhold, der skal have rod i en fælles faglig interesse:

- Det sociale sammenhold er naturligvis vigtigt for alle elever. Der skal være plads til at dyrke sociale fællesskaber både på og udenfor skolen, men udgangspunktet er den fælles faglige kunnen og nysgerrighed. Det giver nemlig mulighed for at dyrke talentarbejdet i hele klassen på en helt unik måde. Det bliver derfor interessant at se, hvordan de faglige synergier vil trives i en vaskeægte eliteklasse, siger Ole Droob.

Sammenspil med omverdenen

På STX - Science vil de talentfulde elever også stifte bekendtskab med den virkelige verden gennem tværfaglige forløb:

- Den nye talentklasse vil både samarbejde med førende højteknologiske virksomheder samt Aalborg Universitet, der er landets bedste inden for flere af de naturvidenskabelige områder. Vi håber derfor, at initiativer som disse kan medvirke til at skabe endnu større interesse og prestige omkring de vigtige naturvidenskabelige fagområder, så vi i fremtiden kan bidrage til at dække behovet for kvalificeret arbejdskraft, slutter Ole Droob.

Aalborg Studenterkursus afholder åbent hus onsdag 28. februar fra kl. 19.00 - 20.00.