Studie- og ordensregler

Aalborg Studenterkursus er en stor arbejdsplads for både elever, lærere og teknisk-administrativt personale. Det er skolens politik at sikre, at respekt og tolerance præger elevernes indbyrdes forhold såvel som forholdet til lærere og andre ansatte. Dette gælder på alle tidspunkter, både i den skemalagte undervisning og i andre aktiviteter på eller uden for skolen, f.eks. ekskursioner og studierejser.  
Her følger et uddrag af de vigtigste regler:

Generelt

Det forudsættes, at man som elev

  • deltager aktivt i undervisningen og tager hensyn til andre
  • tager ansvar for sin egen adfærd og tager hensyn til andre i undervisnings- og sociale sammenhænge
  • benytter alment acceptabel sprogbrug, såvel skriftligt som mundtligt
  • ikke udviser truende adfærd. Dette accepteres på ingen måde
  • viser ansvarlighed overfor skolens inventar og behandler det samt de udleverede undervisningsmidler ordentligt. Det gælder også skolens tekniske udstyr, herunder IT-udstyr. 
  • kun ryger på de anviste, udendørs områder.
  • sørger for, at klasselokalerne er ryddelige, herunder at alt affald er anbragt i papirkurvene, og at stolene sættes op, når lokalet forlades.
  • afleverer undervisningsmaterialer og biblioteksbøger udlånt af skolen umiddelbart efter undervisningens afslutning/eksamen – dette er en betingelse for tilbagebetaling af depositum.
  • generelt følger skolens anvisninger

Ved prøver og eksaminer gælder eksamensbekendtgørelsen. Ved forstyrrende adfærd ved prøver og eksaminer bortvises eleven normalt fra den pågældende prøve, men i særlig grove tilfælde kan eleven bortvises fra alle resterende prøver i den pågældende eksamenstermin.

Top 

Mobiler og bærbare 

Du skal ved skolestart melde dig til en sms-ordning, så du kan få besked via sms i tilfælde af pludseligt aflyste timer. Dette gælder både 2-årige elever og enkeltfags- og GSk-elever.

Mobiltelefoner må kun anvendes efter aftale med læreren og må ikke medbringes til eksamen.
 
Computere må kun benyttes til undervisningsrelaterede opgaver i undervisningstiden. Ved misbrug af PC i undervisningen kan læreren pålægge eleven en måneds karantæne i brug af PC i det pågældende fag. Det er acceptabel adfærd at bede en klassekammerat om at lukke programmer eller sites, der ikke har med undervisningen at gøre.

Top 

Rusmidler

Elever må under ingen omstændigheder medtage, indtage eller videregive/videresælge alkohol eller euforiserende stoffer på skolen, ligesom det er forbudt at møde på skolen i påvirket tilstand. Dette vil medføre bortvisning, ligesom voldelig adfærd uanset årsag medfører bortvisning.
I forbindelse med skolens arrangementer er der pligt til på opfordring at lade sig teste for euforiserende stoffer.
Øl, vin, breezers og lignende er tilladt ved særlige lejligheder efter rektors godkendelse.

Top

Sanktioner

Ved overtrædelse af disse regler kan rektor efter situationens alvor iværksætte:

  1. pædagogisk tilrettevisning
  2. skriftlig advarsel
  3. udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter
  4. bortvisning i en kortere eller længere periode i indtil 10 dage på et skoleår (registreres som fravær)
  5. bortvisning fra skolen.

Yderligere detaljer om fremmøde, SU, IT-udstyr og meget andet kan findes på FirstClass, som alle aktuelle elever har adgang til.

Top